Innovationsslangen er inddelt i fem faser. Disse faser kan man under sin arbejdsproces springe frem og tilbage imellem.
Vi har i udarbejdelsen af mulige problemløsninger til vores problemformulering, opfattet os selv som aktører i nytænkning, hvilket har været udfordrende, da man skulle komme med løsningsforslag til vores problemformulering, som ikke allerede eksisterer i forvejen. Derudover skulle vores løsningsforslag både være realistiske og relevante rent ressourcemæssigt, for innovation er lig med fornyelse og dette fører ofte til økonomiske omkostninger, som kan være urealistiske at opnå.
Nedenfor er påvist en illustreret skitse af innovationsslangen:
 |
| Hentet fra http://www.changepilot.dk/fileadmin/changepilot/foto/PDFs/Artikel_BrugerdrevetInnovation_juli09.pdf |
Den danske kvalitetsmodel:
Igennem hele vores arbejdsforløb har vi haft den danske kvalitetsmodel i tankerne. Den danske kvalitetsmodel går ud på, at sikre en ensartet sundhedskvalitet hos patienterne, uanset hvor i landet de bliver behandlet. Der har i de seneste år været mere opmærksomhed på kvantiteten af patient- og behandlingsforløbene end kvaliteten i sundhedssektoren, hvilket har betydet, at der skulle behandles flere og flere patienter. Nu retter regionerne i stedet deres opmærksomhed hen imod kvaliteten, som har betydning for resultatet af behandlingerne hos patienterne. Der skal skabes fokus på det, som medfører en bedre kvalitet hos patienterne, hvilket koster samfundet de samme eller færre penge.
Formålet med den danske kvalitetsmodel er, at give den enkelte patient et bedre behandlingsforløb, og dermed sikre en tryghed hos patienten, så den nydiagnosticerede type 2 diabetiker kan føle sig tryg, og få nogle redskaber til at mestre sin sygdom. Vi skal sikre, at patienten ikke blot får en brochure ved udskrivelsen, men derimod bliver sikret en tilfredsstillende vejledning. Med den danske kvalitetsmodel skal de tværfaglige samarbejdspartnere indgå aftaler, som omhandler den enkelte patient. Man skal altså skabe en sikkerhed og tryghed hos patienten på tværs af sektorerne. Patienten skal i højere grad have en oplevelse af, at sektorerne snakker sammen. Dette vil skabe et bedre og mere sammenhængende patientforløb. (10)
Forventningsafklaring:
Vi forventer, at vi ud fra research og analyse, vil komme frem til nogle løsningsforslag, som er relevante i forhold til vores problemformulering. Vi har foreløbig lagt en plan om at følge innovationsslangen, som skal ende ud i vores løsningsforslag, men da vi ikke ved, hvordan arbejdsprocessen vil udmunde sig, kan der opstå ændringer i vores plan. Vi forventer, at vi når igennem de første fire faser af innovationsslangen, og hvis vi har tid, forsøger vi os med den femte fase. I forhold til vores løsningsforslag, vil vi tage udgangspunkt i en radikal innovation. Dette bliver udfordrende, da vi skal udtænke en helt ny idé, som ikke minder om noget der tidligere er set.
Vi har fokus på kommunikationen mellem patienter med diabetes type 2 og sundhedsprofessionelle, samt på tværs af sektorerne, og at finde frem til løsninger der kan forbedre denne kommunikation.
Research:
Til at underbygge vores redegørelse har vi søgt efter artikler på sygeplejersken, og fundet litteratur fra tidligere udgivet pensum. Derudover har vi forberedt nogle spørgsmål til vores kliniske vejleder, for at undersøge hvordan det reelt foregår i praksis, som vi ikke umiddelbart har kunnet finde svar på ved litteratursøgningen. Udover de forberedte spørgsmål, fik vi også drøftet andre problematikker. Vores kliniske vejleder opfordrede os til yderligere, at undersøge diabetescenterets hjemmeside i forhold til et af vores løsningsforslag.
 |
| Hyggelig morgenmad inden møde med klinisk vejleder. |
Spørgsmål og svar:
- Hvad gør I for patienter med diabetes, når de får diagnosticeret sygdommen?
Når patienter udskrives fra afdelingen er det kommunens ansvar, at give patienterne de tilbud der er til diabetikerne. Inden udskrivelse, får patienterne oplysninger om diabeteskursus og andre tilbud. Nogle patienter kan have svært ved at overskue alle disse tilbud, lige efter deres nyopdagede diagnose. Dette fører til, at de ikke tilmelder sig kurset, og derved ikke benytter sig af de mange tilbud der findes – de skal formentligt først indfinde sig med deres nye livssituation.
- Hvordan kan det være, at konsultationssygeplejerskernes ressourcer ikke udnyttes optimalt?
Konsultationssygeplejersker bliver ikke udnyttet nok, hvilket blandt andet kan være på grund af økonomiske årsager. De har til samtalerne, ikke tid nok til både at snakke om hvordan patienten føler det går med selv at mestre sygdommen, samt foretage de forskellige målinger. De instrumentelle handlinger prioriteres ofte højst.
- Er der en sygeplejerske under kommunen, som er kontaktperson for patienten?
Patienterne stratificeret efter hvor komplekse de er. De patienter der er velregulerede har kommunen ansvaret for, og de meget komplekse patienter har regionen ansvaret for. Det vil sige, at disse diabetikere følges ambulant. Patienter der ligger mellem de velregulerede og de meget komplekse, får undervisning og tilbud gennem kommunen, men følges også ambulant, så her er ansvaret både regionalt og kommunalt.
- Bliver patienterne tilbudt diabetes kursus mere end en gang?
Når de får diagnosen, fortæller sygeplejerskerne på sygehuset om diabeteskurset, men derefter er det den praktiserende læge, der har ansvaret for at tilbyde det. Den praktiserende læge kan også henvise til sundhedscenteret, men det får de ikke penge for, så mange diabetikere kan gå tabt i systemet, på grund af økonomiske årsager.
- Hvordan bruges empowerment i praksis?
Det er svært at bruge empowerment i praksis, fordi patienten skal videre til praktiserende læge eller ambulatorium, ummildbart efter udskrivelse, og derfor er der ikke meget tid til at formidle og bruge empowerment. Mange patienter kan have svært ved at opfange noget lige efter de har fået diagnosticeret sygdommen, da de kan være i chok, og have svært ved at tage stilling til de tiltag de bliver tilbudt. I ambulatoriet anvender sygeplejerskerne empowerment, når de snakker med patienterne om hvordan det går med, at leve med sygdommen. Her tages der hensyn til, at det enkelte individ er unikt. På den måde prøver sygeplejerskerne at motivere patienterne til, at undersøge mulighederne indenfor Sundhedscentret og Diabetesforeningen, og kan blandt andet fortælle at det er et godt socialt tiltag.
- Kan du komme med forslag til hvad der i fremtiden kunne gøres for patienterne?
Kommunikationen mellem region og kommune, når patienterne udskrives fra sygehuset skal forbedres.
- Hvorfor prioriteres patienter med diabetes type 1 frem for patienter med diabetes type 2 – er der ikke de samme senkomplikationer?
Diabetes type 2 er langt farligere end type 1. Patienter med diabetes type 2 har ofte 1-3 komplikationer, samt andre komplimenterende sygdomme, når deres diagnose stilles, hvorimod patienter med diabetes type 1 kan leve mange år uden komplikationer.
Udover spørgsmålene har vi snakket om følgende ting:
- Hvorfor der ikke er mere fokus på tilbuddene fra sundhedcenteret: Alle kurser og andre tilbud fra sundhedscenteret er fyldt, så derfor behøver de ikke reklamere med deres tilbud.
- At der er diabetes kurser, motivationsgrupper og så videre, på tidspunkter efter fyraften, så diabetikerne ikke er forhindret på grund af arbejdstider.
- At der tidligere var kurser for type 2 diabetikere, hvor de fik undervisning i teori og praksis, men nu er det kommunen der står for det, så her spiller økonomien også ind.
- Hvilke personlige kompetencer patienterne, der er dårligt reguleret mangler, og herunder at det er meget individuelt.
Vi har også deltaget i et diabeteskursus, hvor vi var med til diabetestræning, hvorefter vi snakkede med den ansvarlige for dette kursus, for at få flere informationer omkring det.
Hun mener, at en mulig grund til, at mange diabetikere først deltager så mange år efter diagnosticeringen er, at patienterne fokuserer mere på følgesygdommene, mange har. Diabetikerne forstår formentligt ikke, at diabetes kan være grunden til disse sygdomme, da de ikke mener at de er "syge" af diabetes. Den ansvarlige for dette kursus, fortalte også at det er få af deltagerne der kommer kort efter diagnosticeringen, men at der oftest går 8-10 år før patienterne melder sig til diabeteskursus. Nogle diabetikere har endda haft diabetes i helt op til 15-20 år når de deltager i kurset. På trods af, at de har levet med diabetes i så lang tid, ved de meget lidt om deres kroniske sygdom.
 |
| På vej hjem fra diabeteskursus. |
Diabeteskurset består af 8 uger, hvor der er træning to gange om ugen, halvanden time af gangen, samt en times undervisning en gang om ugen. Efter de 8 uger bliver der fulgt op på deltagerne en, tre og seks måneder efter kursets slutning. Et år efter er de til den sidste samtale. Patienterne får undervisning i forhold til kost, hvad rehabilitering er, samt hvorfor dette er vigtigt. Derudover undervises der i følgesygdomme diabetes kan give, måling og regulering af blodglukose, medicin, samt psyke og stress. Til første samtale, der foregår en måned efter det 8 ugers kursus, laver patienten og den sundhedsprofessionelle mål, og ofte har patienten overholdt disse mål når han/hun kommer til næste samtale tre måneder efter kurset. Efter det halve år, er diabetikerne til den tredje samtale. Her halter mange bagefter, i forhold til deres mål. Efter et år, kommer de til den sidste samtale, hvor mange er faldet tilbage i deres gamle vaner.
Til gengæld er der lavet en statistik over alle kurserne for hjertesygdomme, diabetes type 2 samt KOL, som viser at 98% mestre deres kroniske sygdom bedre, end de gjorde før kurset.
Hun fortalte også, at nogle af diabetikerne fra kurserne, fortsætter med at motionere sammen efter kurset er slut. Dette skyldes formentligt, at der er et godt socialt miljø på kurserne, hvilket vi også erfarede da vi deltog. De virkede som om, de syntes godt om at være i hinandens selskab, selvom træningen tydeligvis var meget hård for nogle af diabetikerne.
Analyse og kategorisering:
Vi har analyseret vores problemstillinger fra redegørelsen, og derudfra har vi kategoriseret dem.
- Dårlig mestring på grund af manglende viden om tiltag og muligheder. Denne manglende viden, er grundet dårlig formidling fra de sundhedsprofessionelles side, om de muligheder der er. Det vil sige at kommunikationen er for dårlig.
- Dårlig mestring på grund af forkert kommunikation mellem behandler og patient.
- Manglende brug af empowerment ved de praktiserende læger, hvilket resulterer i dårlig mestring af en kronisk sygdom.
- Manglende forståelse fra patienternes side, på grund af dårlig kommunikation fra den sundhedsprofessionelles side. Dette kan resultere i manglende livsdygtighed.
- Mangel på brug af gensvarsmodeller og aktiv lytning, som resulterer i dårlig kommunikation mellem behandler og patient.
- Manglende kommunikation mellem region og kommune, samt mellem samarbejdspartnere.
- Dårlig mestring på grund af forkert kommunikation mellem behandler og patient.
- Manglende brug af empowerment ved de praktiserende læger, hvilket resulterer i dårlig mestring af en kronisk sygdom.
- Manglende forståelse fra patienternes side, på grund af dårlig kommunikation fra den sundhedsprofessionelles side. Dette kan resultere i manglende livsdygtighed.
- Mangel på brug af gensvarsmodeller og aktiv lytning, som resulterer i dårlig kommunikation mellem behandler og patient.
- Manglende kommunikation mellem region og kommune, samt mellem samarbejdspartnere.
Vi har forsøgt at udvikle en række ideer, der bryder med vanetænkningen, og imødekommer diabetikernes uutalte behov. Dette har vi gjort ved hjælp af brainstorm metoderne: løsningsforslag på post-its og De Bonos tænkehatte.
Som en start på idéudviklingen, satte vi os sammen i gruppen, med hver sin stakke gule labels, og skrev alle de potentielle løsningsforslag vi hver især havde til problemstillingen, ”Hvordan kan de tværfaglige samarbejdspartnere, med fokus på kommunikation, støtte diabetes type 2 patienter i at kunne håndtere at leve med en kronisk sygdom?” Vi præsenterede vores ideer for hinanden, og flere af ideerne, blev nævnt flere gange. Herefter benyttede vi os af teorien om De Bonos tænkehatte, for at udvælge hvilke ideer, der var bedst i forhold til vores problemstilling. (11)
Ved hjælp af post-it metoden, havde vi følgende løsningsforslag til problemstillingen:
- En KRAM-Kampagne – ”Hold din familie diabetesfri med et stort KRAM”. (med inspiration fra Diabetes.dk) Her kunne fx være foldere med sunde opskrifter og ideer til sunde madpakker. Derudover kunne der være løb, som belyser problemet med diabetes, og samtidig støtter sagen.
- Konferencer hvor de forskellige sundhedsprofessioner sammenligner erfaringer.
- Diabetes madlavningskurser, hvor diabetikeren kan komme og få inspiration til en sund og spændende kost.
- Kommunerne kan holde nogle motionsdage, hvor man kan komme og røre sig, ved at deltage i aktiviteter der er tilpasset til forskellige aktivitetsniveauer og aldersgrupper.
- Lav en diabetes-dag eksempelvis 3 gange om året, hvor alle nyopdagede diabetikere får tilsendt et brev, hvor de kan tilmelde sig madlavning med en diætist, gå ture, andre fysiske aktiviteter, samt styrke- og kredsløbstræning med fysioterapeut. Her har diabetikerne mulighed for vejledning og råd fra sundhedsprofessionelle på tværs af faggrupperne.
- Alle diabetikere har en kontaktperson hver.
- Lave en hjemmeside, hvor diabetikere kan chatte med andre diabetikere, og hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål af sundhedsprofessionelle, hvor andre kan se svarene. Dette kan gøres anonymt.
- Diabetikere skal løbende få mulighed for samtale/diabeteskurser – ikke kun lige efter diagnosen er stillet.
- En opgradering af det i forvejen eksisterende diabetes register, som nu har et statistisk formål. For at undgå at nogle patienter går tabt i systemet, kunne der i det opgraderede diabetesregister være en status på patienten – om denne stadig er indlagt på sygehuset, har været til samtale ved den praktiserende læge eller blot er gået helt i stå efter udskrivelsen fra sygehuset.
Denne løsning kan derfor fortælle os hvor i sygdomsforløbet den enkelte patient med diabetes type 2 er, og muligheden for at sende en invitation til patienten, blandt andet omkring diabetes kursus, er der.
- Der skal laves nogle retningslinjer for kommunikation. (Både på tværs af professionerne, men også i mellem de sundhedsprofessionelle og patienterne, samt på tværs af sektorerne).
- Obligatoriske kommunikationskurser for de sundhedsprofessionelle.
- Konferencer hvor de forskellige sundhedsprofessioner sammenligner erfaringer.
- Diabetes madlavningskurser, hvor diabetikeren kan komme og få inspiration til en sund og spændende kost.
- Kommunerne kan holde nogle motionsdage, hvor man kan komme og røre sig, ved at deltage i aktiviteter der er tilpasset til forskellige aktivitetsniveauer og aldersgrupper.
- Lav en diabetes-dag eksempelvis 3 gange om året, hvor alle nyopdagede diabetikere får tilsendt et brev, hvor de kan tilmelde sig madlavning med en diætist, gå ture, andre fysiske aktiviteter, samt styrke- og kredsløbstræning med fysioterapeut. Her har diabetikerne mulighed for vejledning og råd fra sundhedsprofessionelle på tværs af faggrupperne.
- Alle diabetikere har en kontaktperson hver.
- Lave en hjemmeside, hvor diabetikere kan chatte med andre diabetikere, og hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål af sundhedsprofessionelle, hvor andre kan se svarene. Dette kan gøres anonymt.
- Diabetikere skal løbende få mulighed for samtale/diabeteskurser – ikke kun lige efter diagnosen er stillet.
- En opgradering af det i forvejen eksisterende diabetes register, som nu har et statistisk formål. For at undgå at nogle patienter går tabt i systemet, kunne der i det opgraderede diabetesregister være en status på patienten – om denne stadig er indlagt på sygehuset, har været til samtale ved den praktiserende læge eller blot er gået helt i stå efter udskrivelsen fra sygehuset.
Denne løsning kan derfor fortælle os hvor i sygdomsforløbet den enkelte patient med diabetes type 2 er, og muligheden for at sende en invitation til patienten, blandt andet omkring diabetes kursus, er der.
- Der skal laves nogle retningslinjer for kommunikation. (Både på tværs af professionerne, men også i mellem de sundhedsprofessionelle og patienterne, samt på tværs af sektorerne).
- Obligatoriske kommunikationskurser for de sundhedsprofessionelle.
- Et andet løsningsforslag er, at der skal være en procedure, der hedder, at ved enhver udskrivelse af en patient med type 2, skal den sundhedsprofessionelle spørge om patientens samtykke i forbindelse med, om patienten ønsker at blive kontaktet på et senere tidspunkt vedrørende de tilbud der er for patienterne.
Dermed skal patienten ikke tage stilling til, oven i den nydiagnosticeret sygdom, om han/hun er interesseret i dette.
Dermed skal patienten ikke tage stilling til, oven i den nydiagnosticeret sygdom, om han/hun er interesseret i dette.
Brug af De Bonos tænkehatte:
Først vurderede vi ideerne, i forhold til den research og fakta vi har fundet (hvid hat), derefter belyste vi fordelene ved ideerne (gul hat), hvorefter vi så på ulemperne ved disse (sort hat). Til sidst forsøgte vi at ”glemme” de rationelle motiver, og tænkte derimod mere følelsesmæssigt (rød hat). Igennem processen med disse tænkehatte, har vi udvalgt de ideer, vi er blevet enige om, giver bedst effekt, men også hvad der er realistisk at gennemføre. For at samle de diskuterede ideer, samt nå til en konklusion på idéudviklingen benyttede vi os af den blå hat. (12)
Først vurderede vi ideerne, i forhold til den research og fakta vi har fundet (hvid hat), derefter belyste vi fordelene ved ideerne (gul hat), hvorefter vi så på ulemperne ved disse (sort hat). Til sidst forsøgte vi at ”glemme” de rationelle motiver, og tænkte derimod mere følelsesmæssigt (rød hat). Igennem processen med disse tænkehatte, har vi udvalgt de ideer, vi er blevet enige om, giver bedst effekt, men også hvad der er realistisk at gennemføre. For at samle de diskuterede ideer, samt nå til en konklusion på idéudviklingen benyttede vi os af den blå hat. (12)
 |
| Billedet er taget fra: http://www.byplanlab.dk/plan09/www.plan09.dk/Inspiration/Arbejdsmetoder/Udvikling_NABC.htm |
Efter brug af De Bonos tænkehatte, fik vi indskrænket løsningsforslagene, til dem der var mest realistiske og relevante i forhold til vores problemformulering.
Løsningsforslagene er indskrænket til følgende:
Løsningsforslagene er indskrænket til følgende:
- En KRAM-Kampagne – ”Hold din familie diabetesfri med et stort KRAM”. (med inspiration fra Diabetes.dk) Her kunne fx være foldere med sunde opskrifter og ideer til sunde madpakker. Derudover kunne der være løb, som belyser problemet med diabetes, og samtidig støtter sagen.
- Kommunerne kan holde nogle motionsdage, hvor man kan komme og røre sig, ved at deltage i aktiviteter der er tilpasset til forskellige aktivitetsniveauer og aldersgrupper.
- Lav en diabetes-dag eksempelvis 3 gange om året, hvor alle nyopdagede diabetikere får tilsendt et brev, hvor de kan tilmelde sig madlavning med en diætist, gå ture, forskellige fysiske aktiviteter, samt styrke- og kredsløbstræning med fysioterapeut. Her har diabetikerne mulighed for vejledning og råd fra sundhedsprofessionelle på tværs af faggrupperne.
- Lave en hjemmeside, hvor diabetikere kan chatte med andre diabetikere, og hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål af sundhedsprofessionelle, og hvor andre også kan se svarene. Dette kan gøres anonymt.
- Diabetikere skal løbende få mulighed for samtale/diabeteskurser – ikke kun lige efter diagnosen er stillet.
- En opgradering af det i forvejen eksisterende diabetes register, som nu har et statistisk formål. For at undgå at nogle patienter går tabt i systemet, kunne der i det opgraderede diabetesregister være en status på patienten – om denne stadig er indlagt på sygehuset, har været til samtale ved den praktiserende læge eller blot er gået helt i stå efter udskrivelsen fra sygehuset.
Denne løsning kan derfor fortælle os hvor i sygdomsforløbet den enkelte patient med diabetes type 2 er, og muligheden for at sende en invitation til patienten, blandt andet omkring diabetes kursus, er der.
- Kommunerne kan holde nogle motionsdage, hvor man kan komme og røre sig, ved at deltage i aktiviteter der er tilpasset til forskellige aktivitetsniveauer og aldersgrupper.
- Lav en diabetes-dag eksempelvis 3 gange om året, hvor alle nyopdagede diabetikere får tilsendt et brev, hvor de kan tilmelde sig madlavning med en diætist, gå ture, forskellige fysiske aktiviteter, samt styrke- og kredsløbstræning med fysioterapeut. Her har diabetikerne mulighed for vejledning og råd fra sundhedsprofessionelle på tværs af faggrupperne.
- Lave en hjemmeside, hvor diabetikere kan chatte med andre diabetikere, og hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål af sundhedsprofessionelle, og hvor andre også kan se svarene. Dette kan gøres anonymt.
- Diabetikere skal løbende få mulighed for samtale/diabeteskurser – ikke kun lige efter diagnosen er stillet.
- En opgradering af det i forvejen eksisterende diabetes register, som nu har et statistisk formål. For at undgå at nogle patienter går tabt i systemet, kunne der i det opgraderede diabetesregister være en status på patienten – om denne stadig er indlagt på sygehuset, har været til samtale ved den praktiserende læge eller blot er gået helt i stå efter udskrivelsen fra sygehuset.
Denne løsning kan derfor fortælle os hvor i sygdomsforløbet den enkelte patient med diabetes type 2 er, og muligheden for at sende en invitation til patienten, blandt andet omkring diabetes kursus, er der.
- Der skal laves nogle retningslinjer for kommunikation. (Både på tværs af professionerne, men også i mellem de sundhedsprofessionelle og patienterne, samt på tværs af sektorerne).
- Obligatoriske kommunikationskurser for de sundhedsprofessionelle.
- Obligatoriske kommunikationskurser for de sundhedsprofessionelle.
- En procedure, der hedder, at ved enhver udskrivelse af en patient med type 2, skal den sundhedsprofessionelle spørge om patientens samtykke i forbindelse med, om patienten ønsker at blive kontaktet på et senere tidspunkt vedrørende de tilbud der er for patienterne.
Dermed skal patienten ikke tage stilling til, oven i den nydiagnosticerede sygdom, om han/hun er interesseret i dette.
Vi drøftede vores løsningsforslag med vores kliniske vejleder, og blev i den forbindelse gjort opmærksomme på, at vores løsningsforslag sigtede for bredt i forhold til problemstillingen, hvilket vi er helt enige i.
Efterfølgende snakkede vi i gruppen om, at vores kliniske vejleder på en måde også benyttede sig af De Bonos tænkehatte, da hun efter vores egen idégenererings-proces tog endnu en tur rundt i møllen, som vi også tidligere har gjort. På denne måde nåede vi frem til de af vores løsningsforslag, der var mest realistiske, samt havde mest relevans i forhold til problemstillingen.
De endelige løsningsforslag i forhold til problemstillingen, ”Hvordan kan de tværfaglige samarbejdspartnere, med fokus på kommunikation, støtte diabetes type 2 patienter i at kunne håndtere at leve med en kronisk sygdom?”:
- Der skal laves nogle retningslinjer for kommunikation. (Både på tværs af professionerne, men også i mellem de sundhedsprofessionelle og patienterne, samt på tværs af sektorerne).
- Obligatoriske kommunikationskurser for de sundhedsprofessionelle.
- En opgradering af det i forvejen eksisterende diabetes register, som nu har et statistisk formål. For at undgå at nogle patienter går tabt i systemet, kunne der i det opgraderede diabetesregister være en status på patienten – om denne stadig er indlagt på sygehuset, har været til samtale ved den praktiserende læge eller blot er gået helt i stå efter udskrivelsen fra sygehuset.
Denne løsning kan derfor fortælle os hvor i sygdomsforløbet den enkelte patient med diabetes type 2 er, og muligheden for at sende en invitation til patienten, blandt andet omkring diabetes kursus, er der.
- Obligatoriske kommunikationskurser for de sundhedsprofessionelle.
- En opgradering af det i forvejen eksisterende diabetes register, som nu har et statistisk formål. For at undgå at nogle patienter går tabt i systemet, kunne der i det opgraderede diabetesregister være en status på patienten – om denne stadig er indlagt på sygehuset, har været til samtale ved den praktiserende læge eller blot er gået helt i stå efter udskrivelsen fra sygehuset.
Denne løsning kan derfor fortælle os hvor i sygdomsforløbet den enkelte patient med diabetes type 2 er, og muligheden for at sende en invitation til patienten, blandt andet omkring diabetes kursus, er der.
- Et andet løsningsforslag er, at der skal være en procedure, der hedder, at ved enhver udskrivelse af en patient med type 2, skal den sundhedsprofessionelle spørge om patientens samtykke i forbindelse med, om patienten ønsker at blive kontaktet på et senere tidspunkt vedrørende de tilbud der er for patienterne.
Dermed skal patienten ikke tage stilling til, oven i den nydiagnosticeret sygdom, om han/hun er interesseret i dette.
Dermed skal patienten ikke tage stilling til, oven i den nydiagnosticeret sygdom, om han/hun er interesseret i dette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar